Der har været mange alarmerende meldinger om et stærkt forøget antal af orkaner og storme i 2020. Årsagen er naturligvis den globale opvarmning og tilhørende klimaforandringer. Det er da også rigtigt, at rekordmange storme gik i land på Nordamerikas østkyst.
Men det hænger sammen med, at vi er skiftet til en La Niña-situation, der fremmer storme i Atlanterhavet, men til gengæld svækker dem i Stillehavet. Artiklen her opstiller et begreb, hvor man måler alle stormenes energiindhold og tæller dem sammen. Energiindholdet beregnes som en kombination af stormens vindstyrke og hvor længe, den er aktiv. Resultatet er, at stormenes samlede globale energi for 2020 var meget lavt, lavere end langt de fleste af de foregående 50 år.
Tilsvarende var det totale antal af storme i verden med kraftige vindstyrker lavt i forhold til årene før. Så den kraftige aktivitet i Atlanterhavet blev opvejet af en endog meget beskeden mængde stormvejr i Stillehavet.
Antallet af tornadoer på land i Nordamerika var også lavere end i de foregående år, ca. 1250 versus et gennemsnit på 1400 for de seneste 15 år, og der var slet ikke nogen i den værste kategori.
Så igen har klimaforandringerne ikke rigtigt vist sig endnu, selvom der er et brændende ønske om det.
Danish
Godt at se de reelle fakta. Det mangler som regel i debatten på medierne, specielt TV og de gamle aviser. Lignende kurver for temperaturer, CO2 i atmosfæren, skovbrande, regnvejr m.m.m. burde altid følge med i enhver debat om emnerne. Men problemet er nok, at det hurtigt ville overflødiggøre debatten og måske ødelægge den gode stemning.