Debatindlæg, Modeller

Nye klimamodeller

Computermodeller er kernen i moderne klimaforskning, og deres forudsigelser danner grundlaget for FN’s klimapanel IPCC’s anbefalinger vedrørende tiltag mod klimaforandringer. I de senere år er der malet et dystert billede af fremtiden, og det anbefales, at meget vidtgående tiltag iværksættes omgående.

Men kan vi stole på klimamodellerne? Hvad nu hvis de tager fejl, og udviklingen slet ikke bliver så slem, som de forudser? Der er noget, der tyder på, at det forholder sig således. Nylige evalueringer af modellerne giver anledning til tvivl om deres resultater, og det bør få konsekvenser for den politiske beslutningsproces.

Indledning

Parisaftalen drejer sig om at begrænse temperaturstigningen i fremtiden, til enten 1,5 eller 2 grader i forhold til førindustrielt niveau. Nu ved vi jo ikke, hvordan temperaturen faktisk vil udvikle sig i de kommende år, men ifølge IPCC vil den stige i takt med det forøgede indhold af CO2 i atmosfæren, der igen er en konsekvens af menneskehedens forbrug af fossile brændstoffer: Kul, olie og gas.

For at kunne bedømme effekten af CO2-en har forskerne opstillet de såkaldte klimamodeller, der fremskriver jordens klima i de næste 50-100 år. Modellerne bygger på nogle antagelser om sammenhængen mellem CO2-indholdet i atmosfæren og jordens temperatur. Det er derfor, at man har den opfattelse, at vi kan ”styre” jordens temperatur, ved at justere på udslippene af CO2, dvs. på vores anvendelse af de fossile brændstoffer.

For at understrege situationens alvor er det også fremført, at temperaturstigninger over de 2 grader vil være katastrofale for vores verden. Det vil give oversvømmelser, storme, tørke, tab af landbrugsproduktion osv. Disse forudsigelser er selvfølgeligt også baseret på modelberegninger, igen da ingen ved præcist, hvordan en varmere verden vil se ud.

Vi står nu over for seriøse investeringer i ”klimatiltag”, dvs. foranstaltninger, der skal sætte forbruget af fossile brændstoffer ned. I Danmark er vi kommet langt med vindmøller, solceller, og ikke mindst afbrænding af biomasse, hvoraf en stor del er træ, importeret fra udlandet. Det er desperate tiltag, og berettigelsen af dem står og falder med, om klimamodellerne virkeligt giver de rigtige resultater.

Klimamodeller

Det hævdes ofte, at klimamodellerne ind til nu har forudset udviklingen i temperaturen ganske nøjagtigt. Det er dog en påstand, der må tages med lidt forbehold. Fig. 1 viser en kurve, hvor resultaterne af ikke færre end 102 klimamodellers simulering af temperaturen er vist. De dækker et meget bredt bælte af muligheder. Gennemsnittet af dem er vist med en kraftigt optrukken linje. Til sammenligning er vist to sæt reelle målinger fra satellitter.

Fig. 1: Simuleringer af den globale temperatur fra 102 klimamodeller, sammenholdt med målinger. Kilde: (1)

Man ser, at klimamodellerne generelt har overvurderet stigningen i temperatur. Specielt frem til 2014 var de langt over realiteterne, men de kom så tættere på som følge af den store El Niño i 2016, der gav et midlertidigt hop i temperaturen.

Modellerne, der er vist på fig. 1 er alle de såkaldte CMIP5, dvs. 5. generation (CMIP = ”Coupled Model Intercomparison Project”). Nu er næste generation på vej, CMIP6. De kommer til at danne grundlag for IPCC’s næste store rapport, der udkommer til næste år.

Man skulle så tro, at CMIP6 har adresseret de problemer, der er fundet med CMIP5, men det er ikke tilfældet. Tvært imod, CMIP6 regner med endnu større temperaturstigninger ved en given stigning i atmosfærens CO2-indhold.

Det har allerede medført, at der er kommet en stribe artikler, der stiller spørgsmålstegn ved disse modeller. F.eks. har Zeke Hausfather, der er en bredt anerkendt klimaforsker i IPCC-kredse, udgivet en artikel, hvor han viser, at CMIP6 skyder langt over målet. Fig. 2 viser en illustration fra hans indlæg.

Fig. 2: Temperatur-intervallet forudset af CMIP5 og CMIP6-modeller, ved fordobling af CO2. Kilde: (2)

Punkterne på fig. 2 viser temperaturstigningen ved en fordobling af CO2-indholdet, dvs. fra ca. 280 ppm (førindustrielt niveau) til ca. 560 ppm. Man bemærker, at ikke nok med at gennemsnittet og de maksimale temperaturer er højere for CMIP6 (maks.-temperaturen er næsten 1 grad højere), men spredningen, dvs. afstanden fra højeste til laveste temperaturstigning, er også meget større. Det tyder ikke på, at modellerne er blevet skarpere til at forudsige temperaturen.

Fig. 3: Ændringer i temperaturen 1979-2014 af atmosfæren i forskellige højder over jorden. Bemærk at højdeskalaen er givet i tryk (hPa), og jordoverfladen er forneden, mens 100 hPa svarer til. 15 km oppe. Kilde: (3)

For nyligt er der offentliggjort to artikler mere, de vil snart udkomme i anerkendte fagtidsskrifter. Deres budskab er det samme, CMIP6 skyder langt over målet. Den ene artikel tager specielt fat i et problem, som klimamodellerne altid har haft. De forudser høje temperaturstigninger op igennem troposfæren, dvs. atmosfæren de første 15 km over havet. De kan ikke komme frem til noget andet, så længe de antager, at CO2 er hoveddrivkraften bag jordens temperatur. Men faktiske målinger af temperaturen i 6-12 km’s højde viser meget lavere stigninger, eller endda afkøling over de sidste 40 år (3), se. fig. 3.

Fig. 3 viser, hvor meget de nye CMIP6 modeller skyder ved siden af. De regner sig frem til stigninger i temperaturen i 12 kilometers højde på mellem 0,2 og 0,7 grader, hvor realiteten har været 0,2 grader.

Den anden artikel har den samme konklusion. Her er CMIP6-modellernes udregninger af den gennemsnitlige temperaturstigning 1979-2014 sammenlignet med realiteterne. Fig. 4 viser 36 modellers resultater, de ligger mellem 0,2 og 0,4 grader pr. 10 år. Realiteterne viser at stigningen var ca. 0,16 grader/dekade. Figuren viser tallene både for hele jorden og for troperne alene. For sidstnævnte er situationen endnu værre.

Fig. 4: CMIP6-modellernes simulering af temperaturudviklingen 1979-2014, udtrykt ved temperaturstigning pr. dekade, 1979-2014 (med rødt, én prik pr. model), sammenholdt med realiteterne (blå prikker). Kilde: (4)

Nogle andre forskere brugte en anden metode til at efterprøve CMIP6-modellernes pålidelighed. De lod modellerne regne på situationen for 50 millioner år siden, hvor jorden havde en varm periode med høje indhold af CO2 i atmosfæren. På basis af de kendte forhold blev forskellige modeller så sat til at udregne temperaturen. Resultatet ses på fig. 5.

Fig. 5: Modellernes simulering af situationen for 50 mio. år siden. Kilde: (5)

Det var en frodig tid på jorden med regnskove mange steder. CO2-indholdet var 1000-1500 ppm og temperaturen omkring 28 grader. Modelberegningerne viser nu, at CMIP5 faktisk rammer meget godt, den har punkter indenfor det område, man har målt sig frem til ud fra geologien. CMIP6, derimod, viser langt højere temperaturer. Allerede ved 1000 ppm CO2 når vi 40 grader og ved de 1500 ca. 55 grader. Det er helt umuligt, at det var så varmt den gang, fordi planter kan ikke trives ved så høje temperaturer (5)

Dette er endnu en indikation på, at CMIP6-modellerne har nogle uløste problemer med at simulere virkeligheden.

Konklusion

Der er en udbredt frygt for klimaforandringer, og mange landes regeringer føler et voldsomt pres for at gøre noget ved dem. Det indebærer tiltag, der vil koste astronomiske summer. Pengene vil naturligvis blive taget fra andre formål, og alle vil generelt blive fattigere.

I den situation er det meget vigtigt, at politikerne har et realistisk grundlag for deres beslutninger. Hvor meget kommer jordens temperatur til at stige, og hvilke konsekvenser vil det få? IPCC vil i deres næste rapport spille ud med opdaterede klimafremskrivninger, og de vil være baseret på den nye generation af klimamodeller, CMIP6.

Nu er der mere og mere, der underbygger formodningen om, at disse modeller groft vil overvurdere temperaturstigningerne i fremtiden og dermed male et mørkere billede af udsigterne, end der er realistisk. Det kan så igen føre til, at der bliver sat projekter i gang til enorme omkostninger – men som viser sig at være unødvendige. Tilbage vil vi stå med alle ulemperne ved klimatiltagene.

Der må derfor kraftigt opfordres til, at IPCC og verdens regeringer hurtigst muligt igangsætter en uafhængig evaluering af klimamodellerne.

Referencer

(1): https://nebula.wsimg.com/eaef5df2959dbb9a0f08db6d870943c3?AccessKeyId=4E2A86EA65583CBC15DE&disposition=0&alloworigin=1

(2): https://thebreakthrough.org/issues/energy/cold-water-hot-models

(3): https://iopscience.iop.org/article/10.1088/1748-9326/ab9af7

(4): https://agupubs.onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1029/2020EA001281

(5): https://www.sciencedaily.com/releases/2020/04/200430113003.htm

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

3 Comments

  1. Jørgen Staadsen Petersen

    IPCC er et subjektivt politisk årgang. Derfor kan det ikke overraske, at de bruger alle til rådighed værende midler for at få fremmet deres sag. Med andre ord så burde det efterhånden stå klart for alle og enhver, at man ikke kan stole på IPCC. De har således kun en ting på deres dagsorden, og det er at få bekæmpet vores brug af fossile brændstoffer.

  2. Peter Rasmussen

    Kommentar til fig. 5.
    Varmen for 50 mill. år siden er ikke en konsekvens af højt af CO2 indhold i atmosfæren. Varmen skyldes at solsystemet var udenfor vores galakses arme, derved er der meget mindre kosmisk stråling og derfor er der mindre skydannelse. Det høje indhold af CO2 i atmosfæren er en følge af varmen, fordi havene afgiver en del af deres CO2 når de bliver varmere.

  3. Knud Larsen

    Tak for endnu et tankevækkende indlæg. Søren Hansen fremhævede (”Fortidens temperaturer” 22/8 i Klimarealisme) de historisk evidente, regelmæssige klimaændringer (Minoisk, Romersk, Middelalder, Lille istid, Moderne tid), der må overrule alle modelberegninger.

    Indlæggene giver en yderst velkommen oversigt over hoved-dilemmaet i klimadebatten: IPCC’s ”hockeystav” kontra alle de data, som bl.a. danske iskerneforskere har indsamlet gennem mange år. Jeg troede faktisk, at ”hockeystaven” omsider VAR forladt, men det er den åbenbart alligevel ikke.

    Fakta (så nær, man kan komme dem) må til alle tider veje tungere end modeller, som ydermere tillempes efterhånden, i mange tilfælde helt åbenlyst for at passe med den for tiden populære teori.

    Efter læsning og genlæsning af indlæggene må man spørge sig, hvad mere der skal til, før der for alvor rejses tvivl om IPCC’s stedse mere selvsikre og tiljublede konklusioner. Svaret er vel: ”Time will show”. I mellemtiden vil det bare koste os alle så meget, at det ikke er til at holde ud at tænke på.

    ”Forståelsespapiret”s 70 % CO2-reduktion i 2030, som ikke måtte koste på velfærden, er en utopi. Forslaget til den nye finanslov bekræfter dette til fulde, og understreges af Elbil-kommissionens rapport.

    Lomborg er ildeset i sit hjemland, men hans pragmatiske tilgang har endnu et stort publikum ude i verden: Investering i forskning/udvikling fremfor hovedløse, populistiske tiltag. Og Greta Thunberg-effekten må vel tynde ud på et tidspunkt, når fakta får overtaget.

    Søren Hansens indlæg fortjener større udbredelse end bare dette lille hjørne, som negligeres af pressen og fornægtes på bjerget.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*