Debatindlæg

Fri os fra det onde – og klimaoverdrivelser

  • Dette er et debatindlæg på Klimarealisme.
    Det udtrykker skribentens holdning

Af Jens Morten Hansen, fhv. statsgeolog, fhv. direktør for forskningsstyrelsen

Bragt som kronik i Jyllandsposten, 16/10 2019

For nylig kunne man i TV-avisen se et kort over Danmark, hvor landets kyststrækninger er oversvømmet med flere meter vand (7/10-19). Her hvor jeg selv bor (Læsø) var halvdelen af øen forsvundet i vandmasserne. Det til trods for, at øen hvert år vokser med op til 20 hektar, og at staten for nylig har matrikuleret de store områder af nyt land, som er opstået de senere år.

Det stærkt misvisende billede af Danmarks kystudvikling skyldes især det internationale klimapanel, IPCC, der i sin seneste rapport (september 2019) siger, at havniveauet for tiden stiger 3.1 – 4.1 mm årligt, og at vandstandsstigningen er stærkt accelererende og om 100-200 år vil være steget flere meter.

Der er bare det ved det, at denne historie om en snarlig syndflod er groft overdrevet. Mere end 2.000 målestationer siger noget ganske andet. De er placeret i alverdens havne og er gennem snart 100 år stillet til rådighed af det hæderkronede britiske Permanent Service on Mean Sea Level. Her viser de konstant opdaterede måleserier, at vandstanden langs kysterne kun stiger 1.1 – 1.5 mm årligt, og at der ikke er nogen mærkbar acceleration. Mine egne videnskabeligt publicerede undersøgelser viser, at havspejlet i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat, Bælthavet og Østersøen stiger gennemsnitligt 1.2 mm årligt – en stigning der har stået på siden Lille Istids slutning for ca. 200 år siden. Vi ser heller ikke nogen målbar acceleration i havene omkring Danmark – verdens bedst dækkede region mht. vandstandsdata.

Fortsætter denne udvikling i 100 år, vil havet stige 12 cm. Førende solforskere hævder endda, at solstrålingens intensitet om få årtier kommer ind i et nyt minimum, svarende til den kuldeperiode, der skabte Lille Istid og et vandstandsfald på ca. en meter.

Denne uforståelige forskel på vandstandsmålingerne mellem på den ene side verdens førende vandstandsinstitut, PSMSL, og på den anden side IPCC ville jeg og mange andre havforskere gerne kunne spørge IPCC om.
Men IPCC nedlader sig ikke til at svare på spørgsmål. Enhver kritik af rapportudkastene er henvist til personlige diskussioner med forfatterne til de artikler, som IPCC af uoplyste årsager har valgt at lægge vægt på. Om der svares er helt op til forfatterne, og sådanne diskussioner mellem kritikere og forfattere refereres ikke i IPCC’s resulterende rapporter. Mange forskere afviser derfor at deltage i IPCC’s skin-manøvrer, fordi vore indsigelser kun i helt ubetydelige tilfælde giver anledning til småkorrektioner, og fordi vi trods vore uomtalte indsigelser vil figurere som medvirkende til slutrapporten.

Det IPCC gør på vandstandsområdet er yderst betænkeligt. I stedet for at bruge de pålidelige havnemålinger fra hele måleperioden kobler man havnemålingernes ældre dele sammen med satellitmålingerne, der tidligst begyndte for ca. 25 år siden. På grund af satellitmålingernes påstået 3 gange så høje stigningstakt opnår man derved en tilsyneladende voldsom acceleration i havenes stigning. Men denne stigning og acceleration er usand i følge de mere end 2.000 tidsserier af havnemålinger fra samme periode (1993-nu).

IPCC har således fravalgt de nutidige dele af de godt 2.000 op til 200 år lange måleserier til fordel for langt mere usikre satellitmålinger, hvoraf de fire-fem nuværende satellitter endda kommer frem til meget forskellige resultater. De ukorrigerede, originale satellitmålinger fremlægges ikke, og de korrektioner, som satellitejerne foretager, forklares ikke. Derfor lever IPCC’s brug af satellitmålingerne ikke op til normal videnskabelig standard. Det siger nærmest sig selv, at det er langt mere usikkert at måle højdeforskelle i mm-skalaen fra satellitter i flere hundrede kilometers højde, end det er med de enkle apparater, som havnemålingerne bygger på (typisk en flyder med en tilkoblet skriver).

Men spørge IPCC kan man som sagt ikke. På den måde kan man fastholde en række myter om ’klimakrisen’, for eksempel myten om, at 97% af klimaforskerne er enige med IPCC – en myte, som trods talrige tilbagevisninger lever i bedste velgående i medierne.

I den vestlige verdens demokratier står de offentlige institutioner normalt til ansvar for folket og deres valgte repræsentanter. De kan til enhver tid spørge en minister, hvad der foregår på det pågældende ministerområde. Det gælder også de offentlige forskningsinstitutioner, fx universiteterne, når de optræder som offentlige myndigheders rådgivere. Det oplevede vi eksempelvis for nylig, hvor Aarhus Universitet måtte trække en tendentiøs rapport tilbage.

Men en tilsvarende parlamentarisk kontrol med kvalitet og habilitet af de af IPCC udvalgte forskeres arbejde findes ikke.
End ikke en høringsfase finder sted, hvor IPCC’s mange fagkompetente kritikere kan blive refereret, og hvor den undrende offentlighed kunne få mulighed for at læse indvendingerne mod de konklusioner, som det overordnede politiske panel har bestemt sig for. Eksempelvis har mere end 30.000 amerikanske forskere for nylig protesteret over IPCC’s fremgangsmåde. En lignende protest er på vej fra europæiske forskere.

Dermed sætter IPCC sig over det umiddelbare ansvar, som enhver rådgiver har for at svare på relevante spørgsmål fra brugerne, dvs. FN-landenes regeringer og deres videnskabelige baglande. Resultatet er, at overdrivelser, fortielser og grove fejl gentages i rapport efter rapport og refereres i massemedierne. Denne evindelige propaganda skræmmer både børn og ansvarlige politikere og får bevillinger og indsatser til at vokse hurtigere end i nogen anden samfundssektor.

IPCC’s manglende vilje til dialog gælder ikke kun det faglige indhold. Man kan heller ikke få svar på, om IPCC har undersøgt de udvalgte forfatteres uafhængighed af forskellige finansieringsinteresser, endsige om forfatterne har personlige interesser i, at IPCC’s rådgivning falder ud på en bestemt måde. ’Klimakrisen’ er ikke mere en uskyldig forskningsinteresse for 2-300 klimaforskere som for 30-40 år siden, men er ved at vokse til en storindustri, der globalt vil beskæftige millioner af mennesker i forskningsverdenen, forvaltningerne, fremstillings- og rådgivningsindustrien, fly-, hotel- og kongresbranchen og i lobbyindustrien. Derfor er det påkrævet at indføre en kvalitets- og habilitetskontrol, således som det for længst er sket på andre forskingsdrevne industriområder.

På dette etisk, politisk og mediemæssigt uforsvarlige grundlag prøver IPCC at overbevise alverdens statsledere om, at de skal afsætte enorme beløb for at ’redde verden’. Men at tage så enorme beløb ud af statsbudgetterne til en videnskabeligt tvivlsom indsats vil have dramatiske konsekvenser for de fleste landes levefod. Ikke mindst vil en ensidig CO2-strategi gå ud over den nødvendige oprustning mht. sundhed, forureningsbekæmpelse og naturgenopretning. Modsat kunne en bred grøn omstilling give meget betydelige resultater for biodiversiteten og for bekæmpelse af ’røg, støj og møg’. Men at koble den grønne omstilling ensidigt til CO2-spørgsmålet indebærer en radikal, ekstremt dyr og ineffektiv omlægning af energiproduktion, trafik og infrastruktur. Det vil ikke alene udgøre en økonomisk trussel mod en videnskabeligt velfunderet grøn omstilling, men kan blive verdens hidtil største fejlinvestering, når det i så høj grad, som det foreslås, bygger på dubiøse klimaprognoser, fejl, fortielser og nye, ukontrollerede markedsinteresser.

Med klimaindustriens nuværende omfang og eksponentielle vækst er det uforståeligt, at statslederne ikke forlanger uafhængig kontrol med IPCC’s valg og fravalg af data. Når IPCC’s anbefalinger er så økonomisk vidtgående, som tilfældet er, er det påkrævet, at der indføres naturvidenskabelige, tekniske, økonomiske og sociale høringer forud for offentliggørelse af rapporternes ’summary for policymakers’ og påkrævet, at indsigelserne bliver offentliggjort.

Del på de sociale medier

7 kommentarer

  1. IPPC er blevet en religiøs bevægelse for den politisk korrekte snakkende klasse, der skal have noget nyt at tro på med regelmæssige mellemrum. I min tid har det drejet sig om kommunisme (“videnskabelig socialisme”) U-landene , ikke-hvide mennesker, miljøet, skovdød, Amazonas, me too bevægeælsen, konsidentitet. Hvad bliver det næste de kaster sig over? Godt hjulpet af medierne, der lyver endnu dygtigere end Trump. Han skulle gå i lære som journalist

  2. Karin Egede

    Ja, KlimaNomader, men her i lille Danmark ville det være godt, hvis man lytter til Videnskaben og tager ved lære af fejltagelser. Jeg husker, helt tilbage fra 1967, jeg besøgte en kollega, som havde købt hus i Jyllinge ved Roskilde Fjord, sidde og sige: Se, der nede på det lavtliggende område, vil de også bygge huse, selvom de godt ved, de kan risikere at blive oversvømmet. – JA, og det blev de i nyere tid, af helt naturlige årsager. Tænk lige over det!!!
    Husker også Statsarkitekten i Københavns Kommune, som blev meget forbavser og lidt knotten på mig, da jeg tilbage i 2005 spurgte, om Forvaltningen i København havde kort over, hvor højt bygningerne i København ligger over havets overflade, fordi jeg var bekymret over noget nybygning i Sydhavnen, som faktisk viste sig at være placeret oven på en gammel losseplads!!! Nej, svarede Arkitekten, det havde man slet ikke tal på etc…, og jeg var faktisk den FØRSTE, der havde stillet det SPØRGSMÅL! – Nå, svarede jeg (også pr. mail) men årsagen er, at man i Mexico, hvor jeg har boet i 15 år, oftest ved, hvor højt beliggende og på hvilken form for undergrund, bygningerne ligger, så hvorfor ikke interessere sig for det i lavt beliggede København!? Gad vide, hvad den forhv. Stadsarkitekt tænker nu?

  3. En fin opsummering af IPCCs ufortjente rolle som politisk styret organ. Havmålinger er kun et af områderne hvor IPCC prøver at tilpasse virkeligheden til deres egne modeller. Dette gælder også i høj grad for måling af temperaturstigninger. NASA-GISS har bevidst manipuleret historiske temperaturdata, hvor tidligere varmeperioder i 30-40’erne er blevet nedjusteret, således at den historiske temperaturgraf fejlagtigt viser en stigning som dermed forstærker troen på en stigning i korrelation med stigningen i CO2. Dertil bruger de ofte en “cherry picking” model, hvor de vælger tidsintervallet fra 1981 til i dag for at vise en stigning som korrelerer med CO2 stigningen. Dette er tendentiøst, al den tid 1981 repræsenterer slutningen på den kolde periode i 70’erne, hvor medierne ironisk nok frygtede en ny istid. Som kronikøren påpeger, er selve kvalitetssikringen i IPCC nærmest ikke-eksisterende. Alt for mange mennesker har en interesse i at holde liv i klimamyten. De er jo påvirket af “Næringsbekymringens lusebid” som Henik Pontoppidan en gang skrev. Deres karriere er afhængig af at denne myte opretholdes. EIKE (Europaeische Institut fuer Klima und Energie) har også forlængst gennemskuet den talmanipulation som foregår. ( https://www.youtube.com/watch?v=wHAZ_DBh89w ) Herefter bliver EIKE slået i harkorn med højrefløjspartiet AfD. Dette viser bare, hvor politiseret hele klimaområdet er blevet.

  4. Martin Hjelmborg.. Du glemte lige UFO’erne – dem bekymrede man sig også meget om efter 1947…

    Vi har samme konsekvens fra Videnskab.dk
    Her ønsker man IKKE modsigelser, og undertegnede er derfor udelukket fra at kunne deltage i debatten på Facebook, RED VERDEN, hvor jeg har forsøgt mig med spørgsmålet:” FRA HVAD?”.
    Når jeg i dag forsøger at tilgå, bliver jeg afvist med, at den pågældende side ikke er tilgængelig.

  5. Oluf Johnsson

    Jeg har tidligere postet min anerkendelse til Jens Morten Hansen, da han slog kronikmanus op her i chatten. Gid der var flere, der ville / kunne som du jens Morten Hansen! 🙂 Vi andtre må så forsøge, om vi kan supportere, hvor vi kan i pressen. Pressen bør bombarderes med faktabaserede læserbreve herfra / fra medlemmerne!
    Sur avec les gants! (På med handsken, på dansk!) 🙂

  6. Karin Egede

    Hej Jens Morten Hansen, Tænke, tænke, jeg har tænkt over, om man med Satellitmålinger kan se, hvor meget Havbunden hæver sig, i forbindelse med Vulkanudbrud og Jordskælv på Havbunden, der tillige forårsager forskydninger af Kontinentalsokler, som f.eks. mellem Grønland, Island og Norge, Californien og Mexico, samt Australien og Indonesien, hvor der nu skal korrigere deres GSP.
    Fordi selve Havniveauet påvirkes vel både af Afsmeltning af Isen, vand oppe fra og den varierede Havbund, som Havvandet flyder på? Der dannes jo ligefrem Bjerge og nye Øer fra Havbunden op i lyset, som vel kan sammenlignes med, når en person hopper i badekarret fyldt med vand og etc.!?
    Ligesom, i min optik, at Afsmeltning af Iskapperne kan sammenlignes med et Gammeldags Isskab med Isblokke anno 1950erne, hvor man kunne lave Is, medens der var is nok, men at alt smeltede og blev Varmt, når Isblokkene langsomt var smeltet helt, ganske som vi oplever effekten af vor Naturlige Klima-Periode anno 2019!?

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*