Debatindlæg

Panikken har givet klimapopulisterne kronede dage

Af Jens Olaf Pepke Pedersen – seniorforsker, DTU Space
Med tilladelse af – og tidligere bragt i – Berlingske

I sin tale på valgnatten sagde Mette Frederiksen, at folketingsvalget var det første klimavalg i danmarkshistorien. Det bekræftes af en optælling af valgkampens emner, som viser, at klima kom ind på en førsteplads. Resultatet er ikke overraskende i betragtning af, at klima i lang tid har optaget en stor del af mediefladen. Dermed er det desværre lykkedes at italesætte et dommedagsscenario om, at kloden står over for en snarlig klimaundergang, hvilket har skabt en kollektiv klimapsykose, hvor klimaangsten overvælder os.

For nylig gik et helt almindeligt billede af en grønlandsk hundeslæde i smeltevand således kloden rundt som endnu et skræmmende »bevis« på klimakatastrofen, og en 12-årig pige fortæller efter et skoleforedrag med Jesper Theilgaard, at nu vil hun ikke sætte børn i verden.

Klimaangsten får os også til at lede efter en frelser, som mange nu har fundet i skikkelse af en 16-årige svensk skolepige med en overnaturlig evne til at se CO2 i atmosfæren, og hvis hovedbudskab er, at vi skal gå i panik. Man træffer ikke rationelle løsninger i en tilstand af panik, og desværre har panikken givet klimapopulisterne kronede dage. I valgkampens slutspurt udløste det en regulær budkrig, hvor Socialdemokratiet først lovede 60 procents CO2-reduktion inden 2030, de Radikale lovede 65 procent, hvorefter SF og Enhedslisten trumfede med 70 procent, som er det tal, regeringsforhandlingerne er endt med.

Ifølge Pernille Skipper vil det blive udmøntet i en klimalov, som bliver en af »verdens mest ambitiøse«, og det skal nok være rigtigt, eftersom der næppe er noget andet land, der har lagt så store byrder på sig selv.

Valgkampen efterlod også indtrykket af, at den tidligere regering intet gjorde for klimaet. Men faktisk havde regeringen ratificeret Parisaftalen, og forpligtet os til at indgå i EUs løfte om en fælles 40 procents reduktion inden 2030. Det er ganske ambitiøst i forhold til for eksempel Kina, der udleder næsten tre gange mere CO2 end EU, og hvis bidrag til Parisaftalen blot er, at landet inden 2030 vil standse stigningen i sit CO2-udslip.

Symbolpolitik

Eftersom Danmark kun står for omkring en promille af de globale CO2-udledninger, ville selv en klimalov med 100 procents reduktion have en så beskeden indflydelsen på klimaet, at man end ikke kan måle den. I forhold til det globale klima fører de røde partier således ren symbolpolitik. Det er ellers ikke så længe siden, at de Radikales leder, Morten Østergård, svømmede fra Lindholm til Kalvehave netop i protest mod symbolpolitik på en »symbolø«. Når han nu tilslutter sig symbolpolitik på klimaområdet, må den naturlige konsekvens være, at han snart svømmer baglæns ud til Lindholm igen.

Regningen for den lovede CO2-reduktion er til gengæld ikke symbolsk. Af den politiske forståelse indgået af partierne bag den nye regering fremgår det da også, at det bliver »særlig svært« at nå i mål, og at det »vil kræve virkemidler, vi endnu ikke kender«.

En analyse fra CEPOS viser, at prisen nemt kan ende på 26 milliarder kroner om året. Det bliver derfor en opgave for regeringen at forklare, at de mange milliarder, der nu bliver brugt på symbolpolitik, ikke også kan bruges til realpolitik som bedre normeringer i børnehaver, forbedret kræftbehandling eller blot en større forskningsindsats.

Den tidligere regerings klimaplan satsede især på at udnytte EUs fleksible mekanismer, der giver mulighed for store og billige reduktioner i det nationale CO2-regnskab ved at annullere CO2-kvoter og modregne jordens optag af kulstof. Men eftersom oppositionen kritiserede det for ikke at være rigtige reduktioner, vil det blive svært for den nye regering at bruge den løsning, hvis klimaloven skal være ambitiøs.

Næppe kopieret

Nu er selv symbolpolitik også en form for politik, og på klimaområdet er argumentet, at andre lande vil kopiere vores eksempel. Hvis det skal ændre noget for klimaet, så er det de store vækstlande som Kina og Indien, vi skal inspirere, og hvis det synlige resultat af klimaloven alene er en reduceret økonomi og mindre velstand, vil den næppe blive kopieret. Hvis vi ønsker at gøre en reel indsats for klimaet, får vi som lille land mest klima for pengene ved at bidrage til forskningen i nye teknologiske klimaløsninger, som et af regeringspartierne foreslog tidligere på året.

Det kan være forskning i energilagring, energioptimering eller byggematerialer med mindre CO2-bidrag. For eksempel er boliger og globalt byggeri ansvarlig for 40 procent af de samlede CO2–udledninger, og lige nu står verden over for et byggeboom, som er sat i gang af befolkningstilvækst og urbanisering.

Den mest effektive klimapolitik ville være at målrette vores indsats mod at sikre, at de store udviklingsøkonomier baserer deres energiforsyning på kilder, der ikke udleder CO2. Vi har allerede ydet et stort bidrag til udvikling af vindkraft, og et oplagt nyt dansk bidrag vil være at fremme kernekraft, fordi det ikke alene gavner klimaet, men også naturen og miljøet.

Det indgår næppe i den kommende regerings overvejelser, så de mest sandsynlige initiativer bliver snarere nye nationale afgifter. Opfindsomheden er stor, når det gælder skatter, og især flyrejser blev nævnt mange gange under valgkampen. Flyafgifter vil naturligvis dæmpe rejselysten blandt familier med et beskedent budget, men på grund af EUs kvotesystem, vil de sparede flyture blot gøre det billigere at udlede CO2 i andre EU-lande. For klimaet går regnskabet således i nul, og nettoeffekten bliver alene at overføre velstand fra danskerne til andre EU-borgere.

Gå efter maksimal effekt

Den samme problematik karakteriserer mange andre nationale klimatiltag, og generelt blev der i klimavalgkampen brugt masser af tid på at diskutere små tiltag, som stort set ikke har nogen betydning for klimaet. Men eftersom der er et politisk ønske om at bruge en del af vores velstand på klimaudfordringen, vil min anbefaling være, at politikerne anlægger et globalt udsyn og stræber efter den største globale klimaeffekt i stedet for, hvad der pynter mest på det nationale regnskab.

Kulkraft dækker således 40 procent af den globale elproduktion og dermed også en stor del af de globale CO2-emissioner. I forhold hertil gør et dansk afkald på røde bøffer og flyrejser ingen forskel, men det ville gøre en reel forskel, hvis vi bidrog til at omlægge energiforsyningen blandt store kulforbrugere som Kina, Indien og Indonesien. Og jeg vil derfor også anbefale, at de udsendte eksperter flyver derud.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

2 Comments

  1. En afgørende pointe klimamæssigt er at klimaet ikke forandrer sig efter pæne kurver, men i spring. Det skyldes at der er så mange komponenter, der styrer vores klima. Derfor er vores klima i en ligevægtstilstand, hvor der er rum for mindre ændringer, som klimahistorien viser. Ændrer man en af komponenterne, risikerer man at klimaet springer til en ny ligevægtstilstand, der vil være ringere m.h.t. fødevareproduktion og befolkning vil være ringere end den nuværende mellemistid de sidste ca 10000 år, som har været optimalt for menneskeheden. Derfor må forsigtighedsprincippet gælde. Vi kender sandsynligvis ikke alle komponenterne, så vi gambler, hvis vi blot fortsætter med at ændre en komponent (CO2). Siden ca. 2005 er temperaturen næsten ikke steget (jf Climate4you.com), men CO2 indholdet steget kraftigt. Vi kan være heldige, at det ikke betyder noget, men vi ved det dybest set ikke. Forsigtighedsprincippet må gælde her, da hverken IPPC eller klimarealisterne har den fulde viden. Derfor undgå at ændre i den fine balance, menneskeheden har nydt godt af i 10000 år. Vi ved ikke om vi springer til et nyt ligevægtsniveau i morgen eller om 5000 år. Derfor er jeg enig i Gretha Thunbergs pointe om at omstille hurtigst muligt. jeg vil lige understrege at jeg er glad for dette forum, der bringer sober videnskabelighed ind i debatten, da jeg anser IPPC og medierne i almindelighed som en propagandamaskine, der vil skræmme folk med tåbelige påstande.

  2. Allan Gorm Larsen

    Så vidt jeg ved, så er Co2 et “stof” som optages af planter som omsætter det til ilt, som optages af os.
    Jeg tror at det vil være gavnligt hvis befolkningen, navnlig i u landene, får anskueligheds undervisning i f.eks. børnebegrænsning.
    Al logik siger at jo flere munde at mætte, jo mere rovdrift vil der være på jordens resourser.
    Klima: Hvis man gerne vil af med de fossile brændstoffer er det nødvendigt at tage kernekraft (f.eks. thorium) i ed da vind og sol næppe, alene, vil kunne dække det fremtidige energi behov , når man ser på at snart sagt alt drives af elektricitet. El biler, el cykler , el tog, kort sagt alt.
    Derfor kernekraft som supplement.
    Jeg har læst at f.eks. thorium kan genbruges, med minimalt affald til følge, i ca. 1000 år frem i tiden samtidig med at dette ikke kan anvendes i våben industrien, i modsætning til uranium.
    Det er hvad jeg har læst mig frem til.

Skriv et svar til Martin Hjelmborg Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*