Debatindlæg

Viden og videnskab – hvad kan vi vide?

  • Af Hans Götzsche, cand.phil. & Fil.Dr.

Det er et godt spørgsmål; men nogle er helt skråsikre. Vi hører om klimaforandringerne at “videnskaben har talt”, og sidst på Folkemødet på “solskinsøen” siger Uffe Elbæk at “klimavidenskaben” må man stole på. Det udtrykker vel en almindelig folkelig forståelse af hvad videnskab er, men der er det problem, at der ikke kan findes noget man rimeligvis kan kalde ‘klimavidenskab’. Om “klima” nedenfor; først om videnskab.

I det følgende forholder jeg mig til nogle vigtige emner ift. spørgsmålet om, hvad vi kan vide om klima og kriser, herunder hvad moderne videnskab er – om begrebet forskning er et godt udgangspunkt – og hvem det er der udtaler sig i sammenhængen.

Derefter forholder jeg mig til genstanden for diskussionen: Jordens atmosfære betragtet som et dynamisk system, målingsproblemet, og hvad begrebet gennemsnit er for en størrelse. Så er det relevant at forholde sig til, om nu også begrebet klima er en god måde at forstå atmosfæren på, hvad det vil sige at “klimaet forandres” og hvordan der drages slutninger om “klimaforandringerne”. Der sluttes af med nogle overvejelser, om vi nu også kan stole på “klimavidenskaben”.

Hvad er videnskab – ikke?
Begrebet videnskab er, i moderne betydning, forholdsvis nyt. Det danske ord stammer fra tysk og blev dér dannet i middelalderen om hvorledes tilgængelig viden kunne ordnes –også af det enkelte menneske –  uden tanke på hvorledes den pågældende viden var opstået (man holdt sig mest til hvad Aristoteles mente). F.eks. brugte Ludvig Holberg ordet i betydningen ‘forudgående kendskab’:

Hør, Pernille! du fælder Dom uden foregaaende Videnskab; jeg derimod dømmer efter Ting, som jeg seer og hører. Holb. Philos.II.1.[1]

Man kan sige at moderne videnskab går tilbage til 1500-tallet og til bl.a. Gallilei, som var én af dem der brugte eksperimenter til at konstatere, hvad vi nu kalder bevægelsesmæssige lovmæssigheder. Kombinationen af ordet videnskab og Gallileis eksperimentelle tilgang kom, såvidt jeg erindrer men jeg vender tilbage til det, først i begyndelsen af 1800-tallet, og da kom det til at dække, hvad vi i dag ville kalde naturvidenskaberne (på engelsk science). Og i dag er det så sådan, at alt hvad der foregår på et universitet (som i Danmark er institutioner der kan tildele doktorgrader: ph.d. og dr.phil.) er videnskab, inklusive f.eks. litteraturvidenskab. Men læser man videnskabsteori og videnskabshistorie er folk ikke altid enige om, hvad videnskab egentlig er: Bygger det på observationer og eksperimenter sammenkoblet med en vis portion rationalitet, eller er der metoder der er fælles for de fleste eller alle videnskaber?

Er forskning videnskab?
Et af problemerne er, at det mest brugte ord om videnskabelige resultater i dag er ordet “forskning”, og dem der laver det er “forskere”. Således kan der være et større antal forskere – sidst 174 danske[2] eller internationalt 4.000[3] – der mener at klimakatastrofen er lige om hjørnet og at vi må handle nu. Skal der ekstra tryk på indkaldes “eksperter”. Jeg kalder ikke mig selv ekspert – det er én man får ind i TV for at underbygge det man selv mener i forvejen – og jeg er heller ikke længere forsker; efter at nogle førsteårsstuderende i en rapport havde skrevet: “når vi som forskere … “. Jeg kalder mig selv specialist, og da jeg er ansat ved et universitet er jeg videnskabelig specialist. Og ét af mine områder er, det man kalder erkendelseteori, altså hvad det er menneskeligt muligt at vide med en vis grad af sikkerhed. Videnskab kan så bare bredt defineres som den samfundsmæssigt skabte, opbevarede og formidlede viden; som der selvfølgelig skal stilles særlige krav til. Et moderne paradoks i videnskaben er imidlertid, at det vi med størst sikkerhed kan vide er om noget virker – det man med et ofte misforstået ord kalder teknologi, når det handler om at bruge viden – mens vi ikke altid ved hvorfor noget virker: videnskab.
Vi ved f.eks. ret sikkert at tyngdeloven virker når vi skal bygge f.eks. broer, men vi ved ikke hvad tyngdeloven er. Er “klimavidenskab” så videnskab?

Klimavidenskab?
Det er et svært spørgsmål. Hvis vi nu i stedet kalder det atmosfærevidenskab, så ved vi at den ret tyndtflydende væske som vi lever i, har en række bestemte egenskaber, herunder bl.a. forskellige typer af luftmolekyler med bestemte temperaturer bestemt af deres hastighed, vand i dråbeform og støvpartikler, samt at vi ikke vil overleve i 10 km. højde og vil have svært ved at trække vejret på Mount Everest.

Atmosfærens tilstand på et givet sted og tidspunkt kalder vi vejret, og som bekendt ændrer det sig hele tiden. Hastigheden på ændringerne er ret høj, f.eks. sammenlignet med ændringer i jordoverfladen, hvor vandbåren sedimentering går så langsomt, at vi næsten ikke kan se det. Når hastigheden er så høj er det svært at lave prognoser, og man siger at vejrprognoser ikke er pålidelige mere end fem dage frem.

Visse overordnede tendenser er dog rimeligt begrundede, og sommetider kan meterologer forsøgsvis sige noget om en kommende sommer; men tager alle mulige forbehold. Den manglende forudsigelighed skyldes at atmosfæren er et hyperdynamisk system. Nogen ville kalde det et kaos-system[4], men i almindelighed er kaosteori et område for matematikken.
I forhold til atmosfæren er f.eks. oceanerne et superdynamisk system; mens f.eks. pladetektonikken er et uendeligt langsomt dynamisk system; overfor at f.eks. solsystemet godt nok har meget høje bevægelseshastigheder for himmellegemerne, men heldigvis en begrænset forandringshastighed, dvs. høj stabilitet. Hvis ikke så ville vi ikke være her. De sidst nævnte systemer er derfor langt lettere at beskrive og give forudsigelser for.

Et hyperdynamisk system kan – da vi jo ikke kan følge alle de enkelte molekylers bevægelser – kun beskrives ved symptomer og indikatorer, dvs. udvalgte fænomemer som man så observerer og måler omfanget af, f.eks. atmosfærens temperatur, og derfra så slutter sig til resten.

Kan vi stole på målinger og gennemsnit?
I sig selv er det ofte vanskeligt at få præcise målinger, og at dække hele jordens overflade med høj præcision er ret umuligt. Derfor interpolerer man, dvs. at man antager, at en temperatur på et sted mellem to målestationer rimeligvis er af en vis beskaffenhed, og det indgår så i den model man har af f.eks. temperaturfordelingen på kloden på et bestemt tidspunkt. Modellerne bruger man så til at lave såkaldte fremskrivninger, dvs. beskrivelse af sandsynlige fremtidige scenarier.

Endnu engang: Selve målingernes pålidelighed er ikke den største her i verden, heller ikke efter at man er begyndt at bruge satellitter til målingerne, og endnu værre bliver det hvis man skal vurdere målingers værdi tilbage i historien. Om man så kan måle gletchernes udbredelse over tid er et godt spørgsmål, som jeg vil vende tilbage til.

I “klimavidenskaben” bliver så det næste skridt at operere med et begreb om “klodens gennemsnits-temperatur”, og de politiske mål om 1,5 eller 2 graders stigning frem til: hvornår var det nu det var … ?

I matematikken er begrebet ‘gennemsnit’ en teoretisk størrelse, mens f.eks. gennemsnitprisen på benzin i 2019 ikke er så interessant, hvis jeg skal købe mest benzin i løbet af sommerferien. Og hvis jeg fryser om fødderne i mit arbejdsrum, er jeg ret ligeglad med at arbejdsgiveren fortæller mig at gennemsnitstemperaturen er 21 grader i hovedhøjde. Og nogle franske matematikere[5] har da også påpeget det meningsløse i at operere med et begreb om atmosfærens “gennemsnitstemperatur”; og jeg vil stramme den: Det er absolut meningsløst.

Er det så – hvis vi nu et øjeblik accepterer forudsætningen  om gennemsnitstemperatur – klodens gennemsnitstemperatur der styrer om polerne og gletcherne smelter? Da jeg omkring 1970 læste geografi som liniefag på seminariet fik jeg at vide, at hvad der styrer f.eks skovvækst og trægrænser er grænseværdier over et vist tidsrum. Hvis altså det bliver koldere over ca. 1.500 m. oppe på et bjerg flere år i træk, dvs. under 10 grader i den varmeste måned, så stopper væksten af træer.  Det kan ske for et bjerg i Alperne, men det behøver ikke have noget at gøre med gennemsnitstemperaturen et sted i Brasilien. For begge steder er der tale om, hvad vi med et moderne ord kalder klima.

Er begrebet klima et videnskabeligt begreb?
Oprindelig betød ordet klima på græsk ‘lokalområde’[6] idet dog ordet helt oprindeligt betød ‘hældning’, dvs. et sted på hældningen mellem polerne og ækvator. Det var der den gode grund til at de gamle havde iagttaget, at det var solens hældning der – over et bestemt sted på jorden –  havde ret stor betydning for hvor varmt det var det pågældende sted. Da jeg gik i skole i 1950’erne lærte vi så også, at der var kystklima eller fastlandsklima alt efter hvor et land lå på kloden, men hovedsagen var, at klima handlede om vejret et bestemt sted over et vist stykke tid.

Nu taler vi så om “det globale klima”, og i katastrofestemning om “den globale opvarmning”. Et begreb af den slags kalder vi i traditionen en selvmodsigelse. Der er ikke tvivl om at vejret forskellige steder over længere perioder har skiftet i klodens historie. Ingen benægter istiderne, og måske lever vi i en mellemistid. Vi ved det bare ikke.

Eller: Vi kan ikke vide de her ting med den grad af sikkerhed som det påstås, ej heller at der sker noget med den hastighed som det påstås. Skal vi så ikke tage usikkerheden alvorligt og bare gøre noget? Der er to grunde til at være tilbageholdende: den ene er at hovsaløsninger kan føre til forfærdelige ting, ikke bare at vi kan blive lidt fattigere pga. “klimalove” med efterfølgende social uro, men det kan også føre til akut mangel på energi og fødevarer. Den anden er, at det følger af denne forsikringstankegang, at drastiske løsninger er uacceptable pga. de negative konsekvenser. Det svarer nemlig til at sige; at hvis vi skal bringe antallet at dræbte bilister i trafikken ned på nul, så skal alle biler stå stille. Men så dør folk temmelig sikkert af noget andet i stedet.

Hvorfor tror folk så på det med “klimaforandring”? Folk er jo ikke bare dumme. Det er dels et resultat af påvirkning. Når ordene “klimakatastrofe” og “klimakrise” bliver brugt – og The Guardian har netop besluttet at klimakrise skal bruges i stedet for klimaforandring[7] – så vil den menneskelige grundtillid til andre mennesker træde i kraft, og hvis ikke der er modpåvirkninger, vil man tro på det, når man nu ikke selv har forstand på det. Særligt hvis der er tilsyneladende faglige autoriteter bag. Men som faglig autoritet kan man få folk til at tro på ganske mange ting. Jeg har sommetider foreslået et hold af studerende i sprogfilosofi at grunden til at (læg mærke til forudantagelsen der ligger i brugen af bestemt form af grunden; det påstås underforstået at være et faktum at:) mænd kan parallelprocessere kognitivt,  mens kvinder kun kan linearprocessere kognitivt, er evolutionshistorisk, nemlig at mændene løb rundt på savannen og skulle nedlægge store dyr, og derfor var nødt til at koordinere deres bevægelser med både dyret og hinanden, mens kvinderne bare skulle sidde ved bålet og passe på at ikke for meget afkom, ét ad gangen, faldt ind i gløderne. De fleste studerende mente, at det lød som en god videnskabelig forklaring. Indtil jeg gjorde opmærksom på, at det var rent nonsens og begrebsmanipulation.

Forudsigelser og fremskrivninger
På samme måde kan “klimaforskernes” fremskrivningsmodeller sammenlignes med f.eks. sprogbrugsmodeller. Hvis vi nu siger at hvert menneske på kloden siger 1.000 ord i løbet af dagen – hvilket nok er lavt sat selv hvis vi indregner nyfødte o.lign., men nogle af os snakker temmelig meget – så har vi 1.000 gange ca. 9 mia. pr. dag, og det giver et ret stort tal på årsbasis; men stadig mindre end antallet af molekyler i atmosfæren. Kalder vi nu det et superdynamisk system, så er der visse mulige forudsigelser som kan være velbegrundede. F.eks. må vi antage at for hver 1 mio flere mennesker der er i verden, vil antallet af ord pr. dag stige med en vis værdi. Men jeg kunne også finde på at konstatere at i det danske sprog, som vi talte på Gorm den Gamles tid, var ordene meget lange, så blev de omkring år 1600 noget kortere, og i dag taler vi danskere med meget korte ord – som ikke ligner skriftsproget ret meget – og jeg kan så lave en fremskrivning der siger at i år 2131, den 23 marts kl. 06.43 om morgenen vil danskerne holde op med at tale. Det vil være fuldt ud videnskabeligt, og data vil være et par runestene, nogle landskablove fra middelalderen, Leonora Christines Jammersminde og nogle eventyr af H.C. Andersen.
Nogle kolleger kunne finde på at kritisere mine metoder og resultater: “Du bruger udvalgte og utilstrækkelige materialer og data, ubefæstede teoretiske forudsætninger” osv., men de numeriske værdier ville være helt uantastelige.

Det er det samme med økonomi. Det er et hyper/superdynamisk system som er forholdsvis uhåndterligt og som i dag ofte, i vores forståelse, lever på modeller, men som lige så ofte bliver overtrumfet af virkeligheden, og ganske ofte med ubehagelig tilstande til følge. Det er lidt lettere med solsystemet, som må kaldes et nogenlunde enkelt system med pålidelige fremskrivningsmuligheder. Når jeg så pga. min “forskerstatus” kan sige noget meningsløst og blive troet, er det pga. det vi kalder autoritetsargumentet, nemlig at fordi nogen har en vis faglig status i samfundet, så bliver de troet selvom det de siger ikke er holdbart. I kommunikationsanalysen kalder vi det framing; på godt dansk er det en form for hjernevask. I et kommende debatindlæg vil jeg komme en nærmere beskrivelse af fænomenet ifm. “klimakrisen”.

Klimavidenskab
Hvad kan vi så vide om “klimaet”? Ikke ret meget. For det første er selve begrebet klima temmelig indholdstomt og lider under, hvad vi i traditionen kalder den ontologiske fejlslutning,[8] nemlig forestillingen om at fordi vi har et ord for noget, så findes dette noget også i den virkelige verden (vi holder lige religion udenfor). Begrebet “klodens klima” henviser  ikke til noget i den virkelige verden, og et bedre ord var måske vejret over meget lange tidsrum forskellige steder på jorden, men det er sikkert for langt.
Er “klimavidenskab” så en videnskab? Jeg fornægter ikke, at man har en del data og kan drage visse forsigtige slutninger, og jeg vil ikke kalde det pseudovidenskab[9] – et ellers ind imellem brugt ord. Snarere kunne man kalde det en kvasividenskab (kvasi- for næsten), hvis man skifter ordet klima ud med noget bedre. Det bliver nok ikke let. Det viser sig desuden at det internationale “klimapanel” har lavet et mindre kup, og nu definerer “klima” som (a) vejret over de foregående 15 år og (b) det antagne vejr over de kommende 15 år, som det er beskrevet vha. modellerne.[10]
Hvorfor nu det?

Fordi klima hidtil har været defineret som vejret over de foregående 30 år. Og hvorfor nu det? Fordi meteorologer i 1934 mødtes og mente, at i perioden 1901-1930 havde man samlet vejrdata der var tilstrækkeligt pålidelige til, at der kunne drages visse konklusioner ud fra dem om overordnede tendenser, hvorfor man valgte 30 år (se fodnote 7).
Og det har holdt ved siden.

Men at sige at virkeligheden lige nu afhænger af virkelighedens beskaffenhed ifølge en model om en del år – f.eks. 15 år – er vel at bruge fiktion til at beskrive den virkelige verden? Det ville svare til, at jeg ville bruge mit kendskab til dansk sprogbrug for 15 år siden, og mine fiktive antagelser om dansk sprogbrug om 15 år, til at sige noget om dansk sprogbrug i dag. Både Einstein og Niels Bohr ville ikke bare have rystet på hovedet. De ville være dybt rystede.

Men der er jo også betydeligt flere forskere i dag. Forskernetværket Academia oplyste forleden, at der måtte være visse fordele ved at kunne komme i forbindelse med 87 mio. forskere.[11]
Selv jeg var overrasket over tallet.

Man må selvfølgelig indrømme, at udvidelsen af forskningsverdenen har haft en vis beskæftigelseseffekt; en del er ansat på ganske gode lønninger. Men så undrer det mig ikke, at man i den stadige strøm af forskningsrapporter om alt muligt, bliver nødt til at finde katastrofescenarier for at blive læst og hørt og finansieret. Kampen om stillingerne er ikke blevet mindre på trods af den enorme ekspansion i antallet af forskningsinstitutioner siden 1950. Min egen konklusion ligger tæt på at mene, at vi har brug for færre og bedre forskere.

Kommende debatindlæg
I kommende debatindlæg vil jeg forholde mig til bl.a. hvilke grunde der bliver præsenteret for tesen om “menneskeskabt global opvarmning”, herunder NASA’s liste over scientific evidence for global temperature rise, samt hvorfor ellers samvittighedsfulde videnskabsmænd og -kvinder mener at vide tingene med den høje grad af sikkerhed som de hævder, mens en del “forskere” – som ikke har indsigt i de tekniske sider – underskriver forskellige “opråb”.

Endelig spørgsmålet om hvordan en svensk skolepige kan ende som profet.


[1] https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=videnskab
[2] https://videnskab.dk/naturvidenskab/174-forskere-i-opraab-for-klimaet-det-er-ikke-blot-vores-ret-men-pligt-at-opfordre
[3] https://en.wikipedia.org/wiki/Scientific_consensus_on_climate_change
[4] https://en.wikipedia.org/wiki/Chaos_theory
[5] http://joannenova.com.au/2015/10/french-society-of-mathematicians-global-warming-crusade-is-aburd-and-pointless/
[6] https://en.wikipedia.org/wiki/Climate; se også en række ordbøger på engelsk.
[7] https://grist.org/article/is-it-time-to-retire-climate-change-for-climate-crisis/
[8] https://evolvingthoughts.net/2010/02/21/the-ontological-fallacy
[9] https://en.wikipedia.org/wiki/Pseudoscience
[10] https://www.thegwpf.com/moving-goalposts-ipcc-secretly-redefines-climate/
[11] https://www.academia.edu: Join 87,950,597 Academics

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

3 Comments

  1. Jan Williams

    Tak Hans Götzsche for at du orker at dele ud af dine betragtninger …

    Men desværre er det meget op ad bakke, når nutidens (og måske i mangel af bedre) absolut “varmeste” emne er jo, at alt hvad der kan gå gal, det relaterer til klimaet … et ord som set med mine matte øjne i dag er så skamredet, at vi jo nærmest skal tilbage til tiden før videnskaben for alvor så dagens lys, altså tilbage til Middelalderen, hvor ordet som dengang blev skamredet dog var ordet Gud.

    For dengang troede langt de fleste (i modsat fald kunne det jo blive farligt for dem selv) på datidens lærte, nemlig præsterne, at når noget gik galt, og det gjorde det mange gange dengang, så var det Gud skyld. Derfor måtte man jo formilde denne Gud via afladsbreve, brænde vokslys af og ellers skæppe lidt i kirkebøssen. En glimrende forretning dengang for de lærte, og en forretning som nok kunne få en eventuel tvivler til at tie stille.

    I nutidens såkaldte oplysningstid (eller måske mere korrekt: fordummelsestid) så får de “lærte” god hjælp af medierne til at få deres budskaber bragt til torvs, idet medierne jo så at sige lever af at oplyse om katastrofer, skandaler og meget andet der går grueligt galt … uanset om der eksisterer en sandhedsværdi eller ej i selve budskabet.

    Så katastrofestemning er lig med flere penge, og derfor må det selvsagt være vanskeligt at holde sig på sandhedens kedelige vej for dette eller hin medie, thi denne sandhedsvej giver ikke mange brugere i nutidens misk-mask af oppustede og ofte ligegyldige informationer.

    Men denne voldsom slåen på tromme er, når det drejer sig vigtige emner, yderst uheldig når det gælder vigtige emner. Såsom hvad menneskehedens største problemer egentlig er. Og set med mine øjne er det ikke klimaet, slet ikke, men derimod overbefolkningen og denne befolknings enorme ressourceforbrug være sig fra jordens undergrund eller dens overflade. Men desværre, overbefolkningen er ikke noget man i FN regi agter at beskæftige sig med, udover at man registrerer at den sker.

    Derfor er vi vidne til at tidsånden om det forkerte emne er gået amok, så meget amok at selv unge uden mindste videnskabelige eller historiske indsigt lader sig skræmme til at gribe ud efter den forkerte stafet i den tro, at denne er den rigtige til at lede dem på rette vej. Trist.

    Og der står vi så i dag, hvor unge som ældre lader sig lede af ypperstepræster hvis mision de næppe selv på længere sigt kan overskue, og det sker mens de virkelige problemer selvsagt må vige i tidens fremherskende angst. Det er egentlig farligt, ja ret så farligt. For nok snakker alle om klima, men de fleste gør det uden at vide hvad emnet egentlig drejer sig om. Ja, prøv eksempelvis at spørge dine nærmeste om de ved hvad ppm står for, eller om hvor mange procent CO2 atmosfæren indeholder, eller hvor mange isbjørne der i dag er set i forhold til for 50 år siden, eller om vandet eksempelvis i Limfjorden er steget gennem de sidste hundrede år?

  2. Oluf Johnsson

    En tankevækkende analyse. Jeg har umiddelbart kun een betænkelighed: Forfatterens litteraturliste omfatter knap 33% referencer fra Wikipedia. Jeg minder om, at Wikipedia er en “opensource”: Altså ved jeg ikke, hvem og med hvilken habitus referenceforfatterne har! DET er en svaghed, desværre. Men artilen er både relevant og med en god analyse! 🙂

    • Mikkel Thrane

      Skulle vi nu ikke lige være ordentlige, og lade være med at tvivle på en artikel på baggrund af, at forfatteren har brugt Wiki til at understøtte ords betydning/oprindelse – for det er det eneste der er sket i ovenstående. Det gør ikke indholdet hverken uredeligt eller sløret på nogen måde.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*