Debatindlæg

FN’s miljøprogram omskriver rapport i hemmelighed

  • Artikel bragt i nr. 21/2019 af det grønlandske tidskrift Sermitsiaq.
    Og her med tilladelse af journalist Trine Juncher Jørgensen.

Under et stort miljøtopmøde i marts i Kenya, hvor præsidenter, ministre og beslutningstagere fra 161 lande deltog, udsendte FN’s miljøprogram (UNEP) en pressemeddelelse og en rapport om Arktis.
En af konklusionerne lød, at uanset om vi standsede alle udledninger af drivhusgasser i morgen, var ændringerne i Arktis ustoppelige og vintertemperaturen ville i 2100 være steget med 4-5 grader.

Flere forskere herunder danske Jens Olaf Pepke Pedersen fra DTU Space undrede sig dog over påstanden og efterlyste dokumentation.
– Hvor ved de det fra? Jeg kunne se, at de henviste til en anden rapport, som jeg kender. Men her stod ikke noget om det scenarie, de beskrev.
Efterfølgende har UNEP så i al stilfærdighed omskrevet rapporten og pressemeddelelsen, så den kontroversielle konklusion ikke længere fremgår nogen steder. Men der står ingen steder, at der nu er tale om en redigeret rapport og en redigeret pressemeddelelse.
Og man har heller ikke været ude og fortælle, at deltagerne på topmødet
er blevet fejlinformeret. Det er ikke god videnskabelig praksis, mener Jens Olaf Pepke Pedersen.
– Den praksis er ikke i orden.
Det er derimod helt normalt, at man laver fejl i en rapport eller henviser til en rapport, der viser sig at være fejlbehæftet. Men det betænkelige er, at man ikke gør opmærksom på, at der er sket fejl, lyder det.

I videnskabelige artikler er der krav om, at hvis der er store fejl, så skal artiklen trækkes tilbage. Er der tale om mindre fejl, så laver man en korrektion, som trykkes i samme tidsskrift, som artiklen har været bragt i. Og i en onlineversion vil der være et link til redigeringen i forbindelse med artiklen.
– Man kan undre sig over, hvorfor UNEP ikke har været ude med en rettelse. Mange store aviser har jo videreformidlet historien til læsere over hele verden. Det er utrolig vigtigt, at vi kan stole på FN’s klimarapporter. Jeg mener, at sådan en sag er ødelæggende for FN’s miljøprogram.
Vi har forgæves forsøgt at få fat i UNEP’s nye direktør danske Inger Andersen i Nairobi.

Vi ville gerne have svar på, hvorfor man ikke følger videnskabelig praksis med et rettelsesblad eller udsender en pressemeddelelse, når man opdager, at man har videreformidlet fejlbehæftede oplysninger.


Please follow and like us:
Del på de sociale medier

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*